Volontørophold i Bukoba
Et af Morsø U-Landsforenings opgaver er at sende unge på volontørophold i Bukoba, Morsø Kommunes venskabsby i det nordvestlige hjørne af Tanzania ved Victoriasøens bred.
Det har hidtil hovedsageligt været unge, der har afsluttet en gymnasieuddannelse, der har taget 3 – 6 mdr.’s ophold i Bukoba. Men det kan også være unge med anden baggrund.
Et 6 mdr.’s ophold i Tanzania koster ca. kr. 25.000,00 incl. flybillet og vaccination. Vi kan ikke tilbyde løn men betaler for huslejen. Gennem vores kontaktpersoner Bukoba Sistership Promotion Trust Fund findes et passende møbleret hus, hvor man kan bo under opholdet. Inden hjemrejsen kan man bruge 3-4 uger på en safarirejse f.eks. til nationalparkerne Serengeti og Ngorongoro Crater (gammel vulkansk krater), bestige Kilimanjaro og besøge krydderiøen Zanzibar.
For at komme i betragtning, skal vi modtage en kort ansøgning på engelsk.
Vi vil gerne vide lidt om ansøgeren og dennes familie, hvad man har lavet indtil nu, og hvornår man gerne vil af sted. Desuden vil vi gerne vide, hvad ansøgeren kan tænke sig at arbejde med i Bukoba (f.eks. spædbørn, børnehavebørn, skolebørn, gadebørn, IT og håndværk og f.eks. i fritiden lære fletning, dans og trommespil). Vi vil også gerne vide, hvilke fremtidsplaner, ansøgeren har.
Herefter bliver man indkaldt til en samtale med et par bestyrelsesmedlemmer, og hvis ansøgeren bliver godkendt, sendes en kopi af ansøgningen til Bukoba, hvor vores samarbejdspartner skal godkende den.
Se desuden menupunktet ”Ansvarsfordeling”.
Desuden kan vi sætte ansøgeren i forbindelse med tidligere volontører, som gerne vil fortælle om egne erfaringer.
Vi kan også være behjælpelig med at arrangere swahili undervisning og orientering om skik og brug i Tanzania inden afrejsen, hvis det har interesse.