Vedtægter for MORSØ U-LANDSFORENING
Etableret marts 1980
Vedtægtsændringer vedtaget marts 2019
CVR.nr. 85964151
LOVE OG VEDTÆGTER
FORMÅL
§ 1
- At støtte forskellige former for aktiviteter og projekter i ulande og projekter, der er til gavn for ulande.
- Støtten gives uden hensyn til modtagerlandets eller modtagerorganisationens politiske eller religiøse overbevisning.
- At udbrede kendskabet til og forståelsen for ulandsproblemer.
Disse formål skal fremmes ved :
- Opbygning af kontakter til ulande
- Opbygning af kontakter til ulandsorganisationer, foreninger og privatpersoner, der måtte være til nytte for foreningens arbejde.
MEDLEMSKAB
§ 2 Foreningen er en åben forening, og enhver kan således uden derved i øvrigt at forpligte sig til aktiv deltagelse i arbejdet, optages som medlem.
§ 3 Kontingentet fastlægges hvert år på generalforsamlingen. Kontingentet betales ved indmeldelsen.
BESTYRELSE
§ 4
- Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på indtil 9 medlemmer, der vælges på en generalforsamling. For så vidt antallet af bestyrelsesmedlemmer ikke når 9, er bestyrelsen bemyndiget til at supplere sig med nye medlemmer, hvis valg dog vil være at godkende af den nærmest følgende generalforsamling. Dens medlemmer vælges for 2 år.
- Medlemmerne kan genvælges.
- Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger ved afstemning blandt sine medlemmer en formand, en næstformand, en sekretær og en kasserer.
- Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Dagsorden skal angives.
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et simpelt flertal af den til enhver tid siddende bestyrelse er til stede, inklusive formanden eller næstformanden. I tilfælde af stemmelighed gør formandens – i hans fraværelse den fungerende formandsstemme udslaget.
REGNSKAB OG REVISION
§ 5
- Foreningens regnskabs- og virkeår løber fra den 1.janauar – 31.december.
- Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af to blandt medlemmerne uden for bestyrelsen valgte revisorer.
- Revisorerne og en suppleant vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.
§ 6
- Foreningens formue bør være anbragt i et anerkendt pengeinstitut og bør så vidt muligt være rentebærende. Dog bør det tilstræbes, at foreningens midler til enhver tid arbejder til fordel for ulandene, værende sig enten ved projekter i ulandene eller ved anden aktivitet i forbindelse med ulandsarbejde, herunder oplysningsaktiviteter osv.
- Foreningens formue og aktiver i øvrigt kan ikke udbetales eller overdrages nogen privat person til ejendom.
GENERALFORSAMLING
§ 7
- Den årlige generalforsamling afholdes inden 1. april.
- Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder dette nødvendigt, eller når mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det.
- Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden ved bekendtgørelse enten i foreningens medlemsblad eller i en af foreningen udsendt meddelelse til medlemmerne med mindst 14 dages varsel for en ordinær og 7 dage for en ekstraordinær generalforsamling.
§ 8 Generalforsamlingen er i alle foreningens anliggender foreningens højeste myndighed indenfor de af lovene fastsatte grænser.
§ 9
- Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
- På den ordinære generalforsamling aflægges beretning om virksomheden i det forløbne virkeår, behandles indkomne forslag, som skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen og foretages valg af bestyrelse, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
- Afstemningen sker skriftligt, hvis blot 1 tilstedeværende medlem ønsker det.
- Indkaldelse af generalforsamlingen skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår i henhold til lovene, og hvilke der er villige til at modtage genvalg. Eventuelle andre forslag til valg til bestyrelsen kan foreslås på generalforsamlingen.
- Afstemning kan kun finde sted om de på dagsordenen opførte forhandlingspunkter samt om ændringsforslag til disse.
- For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig nærværelse.
- Ved afstemning gælder i almindelighed simpel stemmeflerhed, jfr. dog § 10.
- For at være stemmeberettiget på generalforsamlingen skal man have været medlem i 3 måneder. Der tilkommer hvert medlem 1 stemme.
OPLØSNING
§ 10
- Til foreningens opløsning kræves mindst 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer. Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen senest 30 dage efter – indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsning kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.
- Ved en eventuel opløsning af foreningen, kan en eventuel formue og andre aktiver ikke udloddes til medlemmerne eller andre privatpersoner.
- Foreningens værdier skal ved en opløsning realiseres i pengemidler, der sammen med foreningens eventuelle formue, tilfalder et af generalforsamlingen kendt u-landsprojekt eller anden af generalforsamlingen godkendt ulandsorganisation.
TEGNING – HÆFTELSE
§ 11
- Foreningen forpligtes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
- Formanden kan meddele foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale forpligtelser.
- Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
Notat om Bukoba Fonden
Morsø U-Landsforening afsætter i hvert regnskabsår kr. 5.000 til at udbrede kendskabet til og forståelsen for kultur, sprog, religion, erhverv, uddannelsesmuligheder, forskelle og ligheder mellem Mors, Danmark og Bukoba, Tanzania samt til fremme af venskabsforbindelsen mellem de to omtalte kommuner.
Enkeltpersoner, grupper, foreninger o.lign. med tilknytning til Mors / Bukoba, der via projekter, rejser, foredrag, udstillinger, artikler m.m. ønsker at medvirke til ovennævnte, kan skriftligt ansøge Morsø U-Landsforening om økonomisk støtte hertil. Bestyrelsen behandler hver enkelt ansøgning.
Såfremt beløbet ikke bliver anvendt et år, overføres pengene til næste regnskabsår.