FORMANDSBERETNING for året 1. januar - 31. december 2022

Fremlagt v/generalforsamlingen 30. marts 2023
I forbindelse med generalforsamlingen 2022 havde vi besøg af civilingeniør Lars Jensen, der bor og arbejder i Uganda. Lars er opvokset i Arusha og Moshi i Tanzania i 1970’erne. Han fortalte bl.a. om Afrikas Magi.

Ved valg til bestyrelsen i 2022 var der genvalg til Conni Mark, Lisbeth Nørgaard, Gudrun Nørgaard samt undertegnede og nyvalg af Flora Delcour, der et par år havde været medarbejdende suppleant. Samtidig måtte vi sige farvel til Poul Storm Hansen, der ikke ønskede genvalg. Men gerne vil give en hånd, når vi har brug for ekstra hjælp. Han har allerede assisteret os i forbindelse med produktion af vore brochurer.

Det har ikke været muligt at finde en kandidat til suppleantposten. I stedet har vi nogle trofaste medlemmer, som vi kan trække på ved behov.

Ved sidste års generalforsamling var der også genvalg til revisorerne Niels Peter Nørgaard og Viggo Vangsgaard. Christen Møller blev genvalgt som revisorsuppleant.

Volontører
I det forløbne år har vi ikke haft volontører i Bukoba, men både unge volontører og senior volontører er efterspurgte i Bukoba, og Conni Mark og jeg deltog 10. marts sidste år i en inspirationsdag på Morsø Gymnasium, hvor vi var inviteret til at fortælle om, hvad man som student kan lave i et sabatår.

Containerforsendelse
Den container, der ankom til Bukoba marts 2020, kunne vi desværre ikke afrapportere rettidigt til ”Genbrug til Syd”, da vi pga. Corona ikke fandt det forsvarligt at rejse til Tanzania i 2 år.
De sidste 2 uger i juni sidste år var det heldigvis muligt for en lille flok at rejse til Bukoba og foretage inspektionsrejse. 

Udover nogle bestyrelsesmedlemmer deltog pensioneret anæstesisygeplejerske Flemming Laulund, der sammen med Inge Merete Kristensen tilså, at hospitalsudstyret var ankommet, installeret og taget i brug.
Derudover var der i containerbevillingen kr. 10.000 til oplysning i Danmark. Disse penge indgik i besøg i
Danmark af ledende overlæge Eunias Ntangeki og jordemoder Adelina Ntangeki fra Bukoba. De var her fra
27. maj til 16. juni. De oplevede mange aspekter af det danske sundhedsvæsen på Mors og med hjælp fra 2
medlemmer fra Aars: læge Thomas Bjørnshave og fysioterapeut Hanne Knoblauch oplevede de også sygehusvæsenet i Aalborg og Århus samt sygeplejeskolen i Thisted, hvor de fortalte sygeplejeelever om det tanzanianske sundhedsvæsen.
Derudover kan jeg nævne andre spændende dele af deres Danmarks program:

  1. Sang- og musikgudstjeneste i Flade Kirke
  2. Foredrag for vore egne medlemmer
  3. Opleve et dansk valg (1. juni – folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU)
  4. Deltage i aktivitetsdag på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Ydby – hvor vi også deltog med demonstration af, hvordan man laver en basket cooker
  5. Se skole- og børneinstitutioner
  6. Besøg hos PreMed
  7. Landbrugsbesøg
  8. Opleve Skaldyrsfestivalen
  9. Møde hos borgmesteren
  10. Møde med præster og synge ved en højmesse i Nykøbing Kirke

De boede privat og besøgte mange private hjem. Tak til bestyrelsesmedlemmer og andre venner af foreningen, der velvilligt tog del i dette besøg, åbnede jeres hjem og brugte egen bil til transport.

Kunstprojekt i Bukoba
Foråret 2022 søgte vi CISU’s oplysningsbevilling og fik kr. 50.000, så det var muligt for kunstmaler Finn Have at tage med på sin 3. rejse til Bukoba. Opholdet i Bukoba fandt sted samtidig med bestyrelsesrejsen i
juni måned.

Denne gang foregik hovedparten af Finn Haves undervisning på Mugeza Mseto Primary School, hvor Finn underviste børn med fysiske handicaps, børn med albinisme og døve børn, der kom fra naboskolen Mugeza School for the deaf. Derudover kom der nogle dage også børn fra en skole i Bukoba samt nogle af Finns tidligere elever, der gerne ville have supervision på deres arbejde.

Udover Finns rejse og ophold var der midler til materiale til workshoppen, midler til en roll-up samt en stand på Kulturmødet i august måned. Standen på kulturmødet var en stor succes. Vi stod i Munkegade, hvor mange skulle passere forbi på vej til arrangementer på Museet. Undervejs gjorde holdt hos os, hørt om vore projekter, så hvordan Conni lavede basket cookere og voks klæde, og hvordan Flora syede tasker og dyr. Derudover deltog mange i vores quiz, som på den sidste dag blev udtrukket af sekretariatsleder fra CISU Jeef Bech. Desuden havde vi et rigtig godt salg af varer fra Bukoba.

Efter hjemkomsten fra Bukoba har Finn efterfølgende afholdt nogle foredrag om projektet, og hans egne Bukoba billeder er indgået i 2 udstillinger i Danmark: Fødselsdagsudstillingen på Galleri Arte, Lildstrand i efteråret og i Galleri 2132 i Jebjerg fra november 2022 til februar i år.
Finn er stadig i kontakt med nogle af sine elever, der via E-mail sender deres billeder til vurdering. Finn har endda modtaget nogle billeder fra Bukoba, som han har gjort klar til salg og udstilling i Danmark. Vi vil naturligvis informere vore medlemmer, hvor billederne kan ses (og købes). Vi har også stadig nogle af Finns bøger ”Cross Over” til salg.

Engagementspuljen:
Fra CISU modtog vi i 2021 en bevilling på ca. kr. 100.000 til et engagementsprojekt, der afvikles i 2 år med slutdato 31. mart 2023.

Projektet gik ud på at engagere 3 stærke grupper lokalt på Mors:

  1. egne medlemmer til ikke kun at være bidragydere men også få mere ejerskab og kendskab til vore projekter.
  2. etablering af håndarbejdsgrupper, der bl.a. syr tasker og afrikanske dyr af stof / khangaer fra Tanzania. Produkterne kan bl.a. købes i aften, og når vi har vores stand med til foredrag og på gademarkeder.
    Mens der sys, får deltagerne information om vort arbejde og vore projekter.
    Udover at sy bliver der også fremstillet basket cookers – moderne høkasser, som er energibesparende, når man laver mad, og der fremstilles voks klæde til at tildække mad i stedet for at bruge madfilm og stanniol.
    I projektperioden har vi afholdt 15 sy- / og aktivitetsarrangementer med ca. 90 deltagere.
  3. udbygge kontakten til de unge på Mors, så vi kan være med til at åbne deres øjne for verden omkring dem, og oplyse dem om nødvendigheden i at få global indsigt, forståelse og samarbejde.
    Vi er jævnlig i kontakt med H(Å)BB-gruppen på Morsø Gymnasium, og for nylig har Conni Mark og jeg besøgt 3 skoler for at fortælle om, hvordan unge kan deltage i udviklingsarbejde. I den forbindelse har vi deltaget i fællesmøder på Handelsgymnasiet og på Landbrugsskolen, og på FGU har vi udover generel orientering også afholdt 3 aktivitetsdage, hvor elever har syet, lavet basket cookere og voks klæde.

I engagementsprojektet blev der fremstillet specialfoldere til og om hver af de 3 grupper. Vi har folderne med i aften, så I er velkommen til at tage et eksemplar og få lidt mere oplysning om foreningens arbejde.

Som den sidste del af projektet skulle der også produceres film om vort arbejde og vore projekter – både når vi holder møder hjemme ved køkkenbordene, og når vi er på projektbesøg i Bukoba. De første 2 sekvenser af filmene har I set i aften. Antropolog Rikke Schrader Andreasen har de seneste 2 år jævnligt optaget film og interviewet bestyrelsesmedlemmer. Derudover var hun med på bestyrelsesrejsen til Bukoba i juni sidste år, hvor hun optog film og interviews.

Tak til Rikke for at bruge tid og ferie på projektet. Vi glæder os til at se de kommende film, som bliver vist ved Kulturmødet i august måned.

Årets projekt
Vi er bevilget kr. 30.000 af Morsø Kommune hvert år til projekter, vi selv vælger.
I 2022 valgte vi at bruge pengene på besøget af læge og jordemoder fra Bukoba Town Health Clinic. Fra containerbevillingens oplysningsmidler fik vi kr. 10.000. Resten af besøgsbudgettet med vacciner, flybillet ter, forsikringer, visum og intern transport i Tanzania blev dækket af årets projekt.

Twiga Time
Lisbeth Nørgaard er redaktør af Twiga Time, der i 2022 udkom i juni og i december måned.
Derudover er der i 2022 udsendt medlems- og nyheds breve i maj, juli og september måned.
Lisbeth får lidt teknisk bistand af sin søn Morten – så tak til både Lisbeth og Morten.
Hovedparten af vore medlemmer er online, og det holder administrationsomkostninger nede, at vi kan sende bladet og andre medlemsmeddelelser online. Det er dog stadig muligt at modtage materiale med alm. post for de medlemmer, der ikke er online.
Tak til Inge Merete, som sørger for udsendelse af medlemsmateriale.
Meddelelserne kan også læses på vores hjemmeside og på facebook.

Hjemmeside
Vi får fortsat hjælp til ajourføring af vores hjemmeside af Inge Meretes søn Andreas – tak til Andreas. (Vi er meget glade for, at bestyrelsesmedlemmerne har voksne børn, der gerne vil hjælpe med praktisk arbejde og teknisk bistand).

Facebook
Og tak til Conni, der ajourfører foreningens face-book side med nyheder.

H(Å)BB – Hjælp Bukobas Børn
Er en gruppe af elever på Morsø Gymnasium, som lever i bedste velgående, og mange gymnasieelever er involveret i arbejdet.
Vi er meget stolte af de unges engagement. Det er meget flot med de store summer, der samles ind bl.a. ved fester på gymnasiet, salg af julekalendere og salg af kager i frikvarterer. Overskuddet går til Ntoma Children Center i Bukoba.

Når det er muligt, deltager repræsentanter fra H(Å)BB i vores bestyrelsesmøder til gensidig orientering om vore aktiviteter. H(Å)BB medlemmer stiller gerne arbejdskraft til rådighed, når vi ude med vores salgsbod. Der er desuden en venskabskontakt mellem Morsø Gymnasium og Josiah Girls High School i Bukoba, og vi håber, det kan føre til udvekslingsbesøg.

Mikrokreditter
Selvom vi ikke har overført midler til projektet i 4 år, får vi stadig rapporter om projekterne. Pengene arbejder således stadig, så nye ansøgere kan få et lån til start af en mindre virksomhed, og det er dejligt for os at følge med i, hvilke virksomheder, der har fået hjælp.
Vore samarbejdspartnere Bukoba Sistership Promotion Trust Fund udvælger sammen med en repræsentant fra Bukoba Municipal Council nye låntagere, og de opkræver også afdragene. Vi har bevilget, at der må opkræves 5 % i rente, for at vore venner kan få dækket deres administrationsomkostninger.
Vi har også lovet vore samarbejdspartnerne at oplyse i Danmark om, at der er stort behov for, at enkeltpersoner eller grupper kan få et lån for at starte en virksomhed. Så vi modtager selvfølgelig gerne bidrag, øremærket mikrokreditter, hvis man gerne vil støtte det.

Samarbejdet med Sarepta Women Group og Youth Training Organisation
I maj 2022 fik vi bevilget et tilskud fra CISU på kr. 443.156 til et nyt miljøprojekt med 2 partnere i Bukoba: Kvindegruppen Sarepta Women Group og ungdomsorganisationen Youth Training Organisation. Projektet har vi kaldt: Empowering women and youth on climate change.
Udover bestyrelsesmedlemmer har vi fået hjælp til at skrive ansøgningen til CISU fra 2 af vore medlemmer: Katrine og Jan Dam Egeberg. Vi er meget taknemmelige for at få nye kræfter i ansøgningsarbejdet, som er meget krævende. Projektperioden er 1. juli 2022 – 30. juni 2024. Overfor CISU er der forpligtelser til midtvejs rapportering, og det er en del af programmet for årets bestyrelsesrejse til Bukoba.

JEEP
Der er jævnlig kontakt med vore venner fra Joint Energy Environment Project i Uganda, og i august 2022 havde vi besøg af en ung kvinde – Prossie Nabiyonga.
Prossie oplevede bl.a. Kulturmødet og deltog i et projekt i et samarbejde mellem Nordisk Folkecenter i Ydby og JEEP i Uganda.
JEEP har for øvrigt fejret 40-års jubilæum i januar i år og Nordisk Folkecenter fejrer 40-års jubilæum i juni måned.

ELCT
En del af vort arbejde i Bukoba foregår i samarbejde med medarbejdere fra den evangeliske kirke (Evangelical Lutheran Church of Tanzania). I den sammenhæng fik vi i september besøg af generalsekretær Dr. Kigembe, da han var inviteret til Danmissions 200-års jubilæum i september måned.
Det var udover et hyggeligt besøg også et meget oplysende besøg, hvor vi fik lidt mere indsigt i ELCT’s arbejde.

Dansk repræsentation i Tanzania
I august 2021modtog vi den triste nyhed, at Udenrigsministeriet har besluttet at udfase og lukke den danske ambassade i Dar es Salaam i 2024 – efter 60 år, hvor Danmark har været med, siden Tanzania blev selvstændigt i 1961. Vi er spændte på, hvad det betyder for vore muligheder for at søge projektmidler til arbejdet i Bukoba.

Salgsfremstød og foredrag:
I 2022 deltog vi igen i nogle gademarkeder:

27. maj: Foreningernes Dag i gågaden i Nykøbing

14. september: Uddeling af materiale om ”Verdens Bedste Nyheder på Havneområdet i Nykøbing i forbindelse med Træskibssejladsen.

November og december: i samarbejde med Lion’s clubben fik vi mulighed for en salgsudstilling i en pop-up butik i gågaden i forbindelse med julehandlen.

Hos Anette Ib i Flade fik vi også lov i julemåneden til at stille et udvalg af vore varer i hendes salgsvindue.

Og i løbet af året har flere bestyrelsesmedlemmer afholdt foredrag – bl.a. Flora et par gange i Flade Agora. Og andre bestyrelsesmedlemmer efter invitation fra lokale foreninger, skoler og institutioner. Vi har som regel også vores salgsbod med, når vi afholder foredrag.

Gennem nogle år har vi desuden haft et fint samarbejde med Prebens Vinhandel med salg af Bukoba Kaffe. Vi ser meget frem til et nyt besøg i Bukoba, så vi kan hente nye varer hjem.

Information

  1. Vi bestræber os på hele tiden at informere om alle vore aktiviteter på hjemmesiden, face-book siden, via nyhedsbreve og Twiga Time
  2. På netavisen Globalnyt bruger vi muligheden for at annoncere om vore arrangementer – og derfra har man meddelt os, at de er glade for vores input, så læserne kan se, der også foregår noget udenfor København
  3. Tak for et godt samarbejde med de lokale medier Nordjyske, Ugeavisen, Limfjord Up-date og KunMors som altid er villige og interesserede i at fortælle om vort arbejde.
  4. Især er vi beærede over, at KunMors sender en journalist – Katrine Hedegaard – med på projektbesøget i Bukoba i juni måned

Medlemmer
I februar blev opkrævet kontingent for 2023.
Har man ikke fået betalt endnu, er der mulighed for at gøre det i aften. Vores kasserer Peter er klar til at tage imod pengene. Mobile pay kan også benyttes. Husk at oplyse, det er kontingent og navn, hvis man overfører pengene.
Det er vigtigt for foreningens arbejde at have folkelig forankring via mange medlemmer. Dette fremmer mulighederne for at søge om midler fra offentlige fonde, og vi er meget glade for de nye medlemskaber, vi har fået i det forløbne år – især gennem vort engagementsprojekt og håndarbejdsarrangementer.

Samarbejdspartnere
Jeg vil gerne takke vore samarbejdspartnere for fælles projekter i det forløbne år:

  1. Morsø Kommune
  2. Danmission
  3. Danida
  4. JEEP Folkecenter i Uganda
  5. Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
  6. CISU
  7. Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Tak til medlemmer og andre interesserede, der støtter vort arbejde.

Bestyrelsen
Til sidst tak til den øvrige bestyrelse for godt og positivt samarbejde. Vi har nogle gode samtaler og diskussioner i bestyrelsen, og det er dejligt, at alle altid er parate til at tage fat, når der er brug for det, og vi er jo allerede i fuld gang med dette års aktiviteter.

Anne Mette Schrader
Formand