NY BEVILLING PÅ KR. 322.650
29. april modtog vi positivt svar på en ansøgning til Danida-ordningen Globus.
Vi er meget taknemmelige for bevillingen, der skal bruges til:
1. Forsendelse af en 40 fods container med hospitalsudstyr til hospitaler og klinikker i Bukoba, Tanzania.
Vi forventer at kunne sende containeren august / september i år.
Vi er påbegyndt indsamling af relevant og ansøgt udstyr. Desuden får vi hjælp til at indsamle og renovere udstyret hos ”Håndværkerprojektet”, der er Aalborg Kommunes beskæftigelsesprojekt.
Vi får også hjælp fra Computergruppen i Holbæk til levering af renoveret og klargjort IT-udstyr.
I bevillingen er der afsat midler til, at bestyrelsesmedlemmer kan besøge de udpegede institutioner, der skal modtage udstyret samt til et opfølgningsbesøg foråret 2025 for at indsamle oplysninger til den afsluttende rapport til Globus.
2. Samarbejde med SOSU-Skolen Thisted, Skive og Viborg mhp. etablering af kontrakt vedr. praktikophold på hospitaler, klinikker og sygeplejeskole i Bukoba for danske social- og sundhedsassistentelever.
En undervisningsleder og 2 lærere fra SOSU-skolen tager derfor med på Morsø U-Landsforenings grupperejse maj / juni 2024 for at træffe aftale og formalisere samarbejdet med institutionerne i Bukoba.
Det forventes, der kan sendes 4-6 SSA-elever om året på praktikophold i Tanzania.
Eleverne får dækket rejseomkostninger og løn gennem OPU-ordningen (oplæring i udlandet), som administreres af AUB (Arbejdsgivernes uddannelsesbidrag)
De danske elever opnår en ny dimension på deres uddannelse og bliver bedre rustet til det vigtige arbejde, de skal udføre i Danmark efter endt uddannelse indenfor pleje- og omsorg.
De bliver også engageret til at give denne viden videre til deres studiekammerater, der har taget praktikophold i Danmark.
SOSU-skolen har et ønske om at blive en del af UNESCOS verdensmålsskoler og på den måde blive mere forpligtede på at arbejde med globalt medborgerskab og bæredygtig udvikling på skolen.
Skolen har en ambition om, at der skal være en højere grad af mulighed for internationalisering på skolen og forventer at blive verdensmålsskole i løbet af 2024.
Morsø U-Landsforenings henvendelse til SOSU-skolen om dette samarbejde kom derfor på det rigtige tidspunkt, og vi ser meget frem til samarbejdet, som vil være med til at knytte endnu tættere bånd mellem Mors og venskabsbyen Bukoba i Tanzania.
Grupperejse til Bukoba 25. maj – 9. juni 2024:
I rejsen deltager:
Bestyrelsesmedlemmer fra Morsø U-Landsforening, der bl.a. skal:
- følge op på et miljøprojekt, der afsluttes 30.06.2024. Projektet afvikles i et samarbejde med en kvindegruppe og en ungdomsgruppe i Bukoba og er støttet med kr. 443.000 fra CISU (Civilsamfund i Udvikling), der administrerer Danida-midler.
- introducere personalet fra SOSU-skolen (1 undervisningsleder og 2 lærere) til de udvalgte hospitaler og klinikker og deltage i samarbejdsmøder
- være guide for medlemmer af Morsø U-Landsforening der gerne vil se og opleve de projekter, vi deltager i
Derudover deltager kunstmaler Finn Have, der vil afholde endnu en workshop på Albino-og handicapskolen Mugeza Mseto Primary School samt involvere børnene i at udsmykke en stor grå vandtank på skolen.
Efter 10 dages intens program og arbejde i Bukoba slutter besøget med 3 dages safari til Tanzanias største nationalpark Serengeti og det kendte vulkanske krater Ngorongoro Crater.
Begge steder vil man se smuk natur og meget dyreliv, og det forventes, der vil være frodigt og grønt, da regntiden netop er afsluttet.