Tilmeld nyhedsbrev

Bliv volontør

Bliv medlem

Nyhedsbrev juni 2020

FLERE GODE NYHEDER FRA BUKOBA

17. juni 2020

Kære medlemmer og venner af Morsø U-Landsforening!

MUGEZA MSETO PRIMARY SCHOOL

Det er en meget stor glæde, at vi kan informere om, at den nødvendige, beskyttende mur rundt om albino- og handicapskolen Mugeza Mseto Primary School er meldt færdig 12. juni.

Dertil kommer, at der også er etableret en overdækket sti fra skolebygningerne over til sovesalene og baderummene. Det er dermed også muligt at køre de fysisk handicappede elever til og fra sovesalene i deres kørestol i al slags vejr.

Det har været muligt at bygge de nye sovesale og baderum med en stor donation på ca. kr. 260.000 fra Nykøbing Mors Rotary Club i 2016. Disse midler er anvendt til alt inventar: senge, tæpper, linned, skabe, lamper m.m. samt alle installationer i baderummene. ”Murstenene” blev doneret af United Nations (FN).
 

Bygningerne var færdige allerede i 2017 men kunne ikke tages i anvendelse, da myndighederne i Tanzania ikke vurderede, det var forsvarligt at lade børnene overnatte i de nye huse, før der var bygget en forsvarlig mur omkring grunden.

 

                  

FACTS OM ALBINISME I TANZANIA

  • Albinisme er en arvelig betinget lidelse med manglende melanin i øjne, hud og hår, nedsat syn og øjne, der flakker 
  • Meget lys hud, hvidt eller helt lyst hår og lyseblå eller lysebrune øjne
  • Genetisk arvelig sygdom. Begge forældre skal være bærere med risiko på 25 % for et barn med albinisme
  • I Danmark fødes ca. 3 om året med albinisme og 1 ud af 20.000 fødsler
  • I Tanzania fødes 1 ud af 2000 med albinisme – i nogle områder op til 1 ud af 100
  • I Tanzania er hudkræft den hyppigste dødsårsag for albinoer. Gennemsnitlig levealder: 30 år

Som vi tidligere har informeret, er albinoer efterstræbt i flere afrikanske lande. For at undgå lemlæstelse af albinobørnene har myndighederne i Tanzania etableret kostskoler, hvor børnene kan bo og gå i skole under beskyttende forhold fra de er 2-3 år. Og netop sådan en skole findes i udkanten af Bukoba.

Med hjælp fra flere steder er det nu lykkedes at samle penge nok, så muren kan bygges færdig, og bygningerne tages i brug.

 

Danske donationer gennem Morsø U-Landsforening til muren:

  • Nykøbing Mors Lion’s Club                                                                                           kr.    5.000
  • Indsamling blandt medlemmer af Morsø U-Landsforening                                           kr.    6.700
  • Indsamling ved bisættelsen for en tidligere volontørs mor                                             kr.    3.850
  • Lego Medarbejdernes Jubilæumsfond                                                                            kr.  25.000
  • Morsø U-Landsforening med støtte fra Morsø Kommune s Venskabsbysamarbejde    kr.  67.236

      Donationer i alt fra Danmark                                                                                          kr.107.786

 

Resten er betalt af Unicef, der var på besøg på skolen lige før, der blev lukket ned pga. coronarestriktioner. Da Unicef så den store velvillighed til støtte fra Mors, besluttede de at donere restbeløbet til færdiggørelse af hele projektet.

 

Blandt bygningerne er også indrettet et konsultationslokale, hvor Bukoba Municipal Council har bevilget, at en lokal læge jævnligt kommer og tilser børnene og samtidig tilbyder lægehjælp til lokalbefolkningen i landsbyen.

 

 

 

 

 

 

Vi glæder os til at se det færdige resultat ved et kommende bestyrelsesbesøg i Bukoba, så snart det igen bliver muligt at rejse til Tanzania.

Tusind tak til alle, der har bidraget til dette projekt og gjort det muligt, at børnene nu kan flytte ind i tidsvarende bygninger med gode senge og ordentlige toilet- og badefaciliteter – og ikke mindst under beskyttende forhold.  

Skolerne i Tanzania har også været lukket under corona-situationen og åbner igen 29. juni. Nogle få albinobørn blev hentet hjem til familien, hvis de kunne garantere for deres sikkerhed. De øvrige har opholdt sig på skolen under hele perioden.

Skolen er med til at sikre børnene en god skolegang og dermed bedre uddannelsesmuligheder, og det betyder meget for vores generelle arbejde i Bukoba, at folk med tilknytning til Mors har taget del og været med til at sætte et fingeraftryk overfor disse børn.

Mange hilsner på vegne af bestyrelsen

Anne Mette Schrader

Formand for Morsø U-Landsforening   

Kontakt: 

Anne Mette Schrader

Mobil +45 6083 2432

info@morsoeu-landsforening.dk

Information:

Morsø U-Landsforening er en frivillig forening der har til formål at støtte diverse projekter og aktiviter i Bukoba i Tanzania, som er Morsø Kommunes venskabsby i Afrika. Her på siden kan du læse mere om hvad Morsø U-Landsforening gør og hvilke arrangementer vi afholder.