REJSEBREV FRA TANZANIA 28. februar 2017

Categories: Nyheder

REJSEBREV FRA TANZANIA 28. februar 2017

fra kasserer i Morsø U-Landsforening Peter Kristensen og hans hustru Lillian!

 

Håber at alt er vel i Danmark
Lige en rejsehilsen fra Tanzania, hvis I lyst til at læse med.

Vi har haft nogle aktive, spændende og hårde dage her i Tanzania, hvor vi er afsted på et lille projekt for Morsø U-landsforening.

Efter 2+9+1 times flyvning plus transit landede vi i Enteppe, Uganda mandag aften 20. februar. Tirsdag besøg på et danskstøttet trainingcenter for vedvarende energi i Kampala, hvor vi fik lov at bo i gæstehuset. Inspirerende at besøge et sted, hvor man driver et utal af lokale udviklingsprojekter og uddanner vedr. miljø og energi. Lene fra Nykøbing er her på et længere ophold, og var vores fantastiske vært i Uganda!

Den aktuelle udfordring i Uganda, Kenya og Tanzania er klimaforandringerne, som er en realitet, og som betyder, at landet lider under tørke og sult efter stadig kortere regntid. De, der kan, flygter fra de tørre egne, og man leder nu efter en løsning med andre afgrøder. Ingen hurtige løsninger her. Så virker vore klimaproblemer alligevel små.

Midt i sidste uge videre til Tanzania i bus, 10 timer i en totalt nedslidt bus uden kobling, i selskab med alt det, vi ellers sender med en fragtbil. De sidste par timer holdt alle vejret, hver gang vi skulle skifte gear. Men vel fremme fik vi en varm velkomst, indkvartering, mere bananmos, og et bad for første gang  i tre dage – ubeskriveligt dejligt. Holdt derefter nogle timers “ferie” med besøg på markedet, cola på stranden i solnedgangen og så var den lette del overstået.
Næste morgen til en række formelle modtagelsesceremonier med borgmester, biskoppens generalsekretær osv. kun afbrudt af et par hospitalsdirektører, der kom forbi med lange lister over udstyr, som vi forfærdeligt gerne må hjælpe med at skaffe.

Derefter kunne vi tage fat på den mere konkrete del af opgaven her. Nemlig at få klare aftaler vedr økonomistyringen på det projekt, som Morsø U-landsforening netop har igangsat. Det gik rigtig fint, og fantastisk at opleve det lokale engagement i opgaven, som ledes af en kvindegruppe. Lidt surrealistisk at forhandle kontrakt med den lokale revisor i det lille skur på 6 m2 ude på flyvepladsen, som er gruppens kontor.

Projektet handler om at lære lokalt at tage ansvaret for bæredygtig social og økonomisk udvikling. Det handler for det første om at lære befolkningen at plante træer (der er katastrofal mangel på træ) og at lære dem at lave lerkomfurer, i stedet for at lave mad over bål, så man kan spare brænde og penge. Der er stor mangel på træ, da man har fældet mere, end man har plantet, så alle forstår meningen med opgaven.

Dernæst handler det om at lære dem at spare op og investere i egen udvikling.  Man skal lokalt etablere små andelskasser som spare-/lånekasser, hvor en større gruppe indbyggere har stiftet en forening med bestyrelse, hvor man sparer op, så man kan låne hinanden penge til at starte virksomhed, bygge hus osv. Med tre måneders tilbagebetalingsfrist, når det kan lade sig gøre, tænker man at der alligevel er håb!
(Banken består af en gråmalet trækasse med en sparebog til hver, små tøjposer til indskud og særlig opsparing til “små katastrofer som dødsfald og uheld”. )

Vores ulandsforening finansierer opstart af sådanne 24 små spare-/lånekasser i år i ligeså mange landsbyer. Den lokale selvjustits betyder, at pengene tilbagebetales, og skyldneren får ikke en lejlighed til at solde pengene op, alle indskud sker på ugentlige sparemøder med stempel i sparebogen for ugens stolte indskud. Simpelt men motiverende.
Vi har været på tur i jeeps på verdens dårligste veje til små landsbyer, for at se hvordan man i praksis holder møder i de små spare-og lånegrupper. Imponerende at se, hvor alvorligt de lokale kvinder (og få mænd) går til opgaven for små midler.

Vi har været på nogle hospitaler for at skabe overblik, over hvilket udstyr der mangler mest. (Vi sender container afsted med overskud fra Aalborg, Herning og Holstebro sygehuse i april.) Svaret kunne være Alt mangler, og mere specifikt: operationsudstyr, handsker, lamper, kanyler så man ikke skal genbruge, vaskemaskiner (findes ikke), stetoskoper, scannere osv. Vi var på besøg på en fødeafdeling med tre fødende på hver fødestue, og seks nybagte mødre på 12 m2.
På byens lille hospital endte det med, at vi gik i byen og købte en vaskemaskine sammen med sygehusdirektøren, da alt tøjvask foregår i små baljer. Det er hygiejnisk så uforsvarligt, at vi ikke kunne forsvare, at man skulle vente længere..

Vi har besøgt skoler, som er voldsomt skadet under jordskælvet i efteråret, så man nu underviser i to holds skift med dobbelt klassestørrelse i mindst skadede del af bygningen, for undervises – det skal der! Der er så mange modsætninger mellem målrettet indsats og næsten håbløshed.
Vandforsyningen er kritisk, fordi jordskælvet har efterladt revner i flodlejerne, så alt vandet forsvinder nedenud.. Det er en ringe trøst at forklare dem, at det tætner sig med tiden.
Vi har vurderet et utal af revner i huse, for at se om de er kritiske, om bygningerne må bruges, og hvor opfattende det skal repareres. Folk er blevet forfærdelig bange, og en del af øvelsen er at berolige, andre steder at være tydelig i, at det skal repareres. Det er jo ikke vores spidskompetence, men der kommer øjensynligt ikke andre og gør det. Der kunne godt bruges et par rigtige konstruktionsingeniører her!

Staten handler langsomt, sender ikke penge nok, og kommunen tør ikke gøre noget på egen hånd. De penge, som Morsø har sendt, bliver generelt brugt fornuftigt, og der er stor taknemlighed for hjælpen og den moralske støtte.

Ind i mellem er det ubærligt hårdt. Vi har lørdag brugt eftermiddagen på et børnehjem for 50 små albinobørn, som er tvangsfjernet for at “passe på dem”. De mangler sko, solhatte, solbriller, tøj, sovedyr.. og far og mor. Men har til gengæld fået en sovesal med 50 senge, myggenet, mad og et indhegnet område med pigtråd omkring. Det er næsten ikke til at bære og slet ikke til at forstå, at forældre blot efterlader deres “forkerte” børn og glemmer dem. Der var et par stykker af dem, der gerne ville med os hjem, og det var svært at gå fra dem igen.

Vi tager nu hjem med en kuffertfuld af lister over ting, som vi i Danmark faktisk er i stand til at hjælpe med, både på kort og på langt sigt. Alt fra udstyr til ønsker om udveksling af undervisere, læger, flere træningsprojekter. Flot at Morsø U-landsforening trods sin størrelse magter mange af disse projekter.

Selv om det ind i mellem kan være overvældende anderledes, så er det også lærerigt og givende at møde en verden med større udfordringer end vore egne.
Vi har en lang række gode samarbejdspartnere, hvilket er en uvurderlig del af at samarbejdet om at udvikle denne del af verden til at være et økonomisk, miljømæssigt og sundhedsmæssigt mere bæredygtig sted.  Vi kan på den lange bane inspirere, dele viden og mål, og på den korte bane bistå helt lokalt med hjælp til sundhed og uddannelse.
Nå ja, til sidst bør vi vel nævne, at vores lokale koordinator Mr. Lutabingwa er 83 år, tidligere generalsekretær for biskoppen, han er løbet foran os hele ugen fra tidlig morgen til sen aften, og har udvekslet morsomheder dagen lang.  Så kan man jo ikke tillade sig at blive det mindste træt.
Nu glæder vi os til at komme hjem til vores egen velordnede verden, og til snart at se jer alle.

Bedste hilsner

Lillian og Peter

Skriv et svar