Tilmeld nyhedsbrev

Bliv volontør

Bliv medlem

Gode nyheder fra Bukoba maj 2020

Kære medlemmer og venner af Morsø U-Landsforening! 
 
Til orientering har vi desværre været nødsaget til at aflyse nogle aktiviteter i denne corona-tid: 
 
Besøg fra Bukoba  
Som oplysningsprojekt havde vi inviteret en læge og en jordemoder fra Bukoba på ophold i Danmark i perioden 30. maj – 20. juni. Der var planlagt et stort program med besøg indenfor sundhedssektoren generelt, foredrag for sygeplejestuderende og foredrag for medlemmer af Morsø U-Landsforening og andre interesserede. Dette besøg er aflyst / udsat. Vi håber, det bliver muligt at gennemføre engang i 2021. 
 
Kulturmødet / gademarked
Vores planlagte aktiviteter i forbindelse med ”Foreningernes dag” 22. maj og Kulturmødet sidste weekend i august er desværre også aflyst.. 

Corona-projekt
Men selvom det ikke er muligt at mødes med vennerne i Bukoba i øjeblikket, er det heldigvis stadig muligt at holde digital kontakt og gennemføre andre aktiviteter. 
 
Vi havde budgetteret med, at hovedparten af årets udgifter skulle være en del af læge-jordemoder-besøget, men da dette er udsat til 2021, har vi valgt at anvende pengene til værnemidler i Bukoba. 

 
Vi har sendt kr. 15.000 til Bukoba Town Health Center til indkøb af værnemidler – bl.a. dragter, ansigtsmasker, ansigtsskærme og termometer scannere. Vi har i forvejen sikret os, at udstyret kan skaffes i Tanzania, samtidig med vi har opfodret til ikke at foretage unødvendige rejser til andre regioner i Tanzania eller til nabolandene. 
 
Derudover har vi sendt kr. 15.000 til vores samarbejdspartner Sarepta Women Group. Pengene bliver fordelt til 3 distrikter, hvor man vil gennemføre aktiviteter med oplysning om sundhed og beskyttelse generelt, produktion af sæbe – både flydende og sæbestænger samt etablering af primitive vandhaner – Tippy Taps (se billede). Sæbe og Tippy Taps skal tilbydes klinikker og skoler i de enkelte distrikter.  
 
Såvel Town Health Center som Sarepta er anmodet om at sende os rapport og regnskab for projekterne. 

Vi bekymrer os naturligvis også for vore venner i Tanzania. Endnu har der heldigvis ikke været mange coronasmittede i Tanzania, og vi har ikke kendskab til smittede blandt vore venner og bekendte i Bukoba, hvor man også har lukket samfundet ned for at undgå smittespredning. 
 
Men i et fattigt land, som ikke har de ressourcer, vi har i vesten, er udfordringerne: 
 
- Adgang til rent drikkevand er en luksusvare, som ikke findes i alle hjem.
- Indkøb af værnemidler som masker, sæbe og sprit er en luksus, der ikke er råd til.
- Det er svært at holde afstand, når man ofte bor mange sammen i storfamilier.
- Mange hjem har ikke PC og internet, så det er umuligt for de hjemsendte elever at fortsætte deres uddannelse.
- Det kan være nødvendigt at gå på arbejde eller sælge sine varer på markedet for at tjene til dagen og vejen, når man ikke kender til arbejdsløshedsunderstøttelse.
- Lægehjælp er ikke gratis, og man skal ofte gå langt til nærmeste klinik eller hospital. Til orientering er der ca. 4 læger pr. 100.000 indbyggere i Tanzania – i Danmark er der ca. 338 pr. 100.000. 
 
Derudover ligner mange af symptomerne ved covid-19 andre kendte sygdomme i Afrika f.eks. malaria, så det kan være svært at vide, hvornår man skal reagere.  
 
Samtidig har klimaforandringerne betydet, at regntiden i år er kommet med så voldsomme regnskyl, at det flere steder har ødelagt årets høst. Det har også visse steder givet gode betingelser for græshopper, der er kommet i så store sværme, at man umiddelbart tænker på en af de 10 plager i Egypten omtalt i Det Gamle Testamente. 
 
Når sundhedssystemet i forvejen er belastet, er der ikke mange ressourcer til at bekæmpe en pandemi som corona. 
 
Det er derfor vigtigt, at vi i denne tid ikke lukker så meget ned i Danmark, at vi har nok i os selv. Der er i høj grad stadig behov for at dele verdens goder med vore venner i Afrika. 
 
Men som bekendt ”lærer nøgen kvinde at spinde”, så opfindsomheden er stor, når man er fattig. Der syes masker af stofrester, man er meget opmærksom på at vaske hænder, og man etablerer tippy taps både privat og på institutioner (se fremgangmåde nedenfor – måske en ide til din egen have). 
 
Vi håber, vore medlemmer og trofaste støtter har det godt og passer på sig selv og sine nærmeste. Vi vil fortsat vende tilbage med nyhedsbreve, når der er flere nyheder. 

 

 

 

 

Mange hilsner på vegne af bestyrelse

Anne Mette Schrader
Formand for Morsø U-Landsforening

Kontakt: 

Anne Mette Schrader

Mobil +45 6083 2432

info@morsoeu-landsforening.dk

Information:

Morsø U-Landsforening er en frivillig forening der har til formål at støtte diverse projekter og aktiviter i Bukoba i Tanzania, som er Morsø Kommunes venskabsby i Afrika. Her på siden kan du læse mere om hvad Morsø U-Landsforening gør og hvilke arrangementer vi afholder.