REJSEBREV FRA TANZANIA 9. juli 2017

Categories: Billeder,Nyheder

REJSEBREV FRA TANZANIA 9. juli 2017

 

Deltagere: 3 bestyrelsesmedlemmer i Morsø U-Landsforening:

Lisbeth Nørgaard

Conni Mark

Anne Mette Schrader

samt specialsygeplejerske Flemming Laulund

 

Vi er nu vendt hjem efter endnu et oplevelsesrigt besøg i Bukoba i perioden 19. – 30. juni.

Vi blev som sædvanligt kongeligt modtaget, da vi ankom til busstationen i Bukoba. Udover vores kontaktperson Johanssen Lutabingwa fra vores partnerorganisation Bukoba Sistership Promotion Trust Fund blev vi modtaget af borgmester Chief Kalumuna og skole- og sportschef i kommunen Evarita Rugeiyamu.

Der var sammensat at tæt program, så vi nåede at besøge hovedparten af de institutioner, der skal modtage udstyr fra containeren afsendt fra Mors 1. april.

Men som altid, når man kommer som repræsentant fra venskabsbyen, startede vores besøg med officielt møde på rådhuset, hvor vi blev budt velkommen til byen, og vi kunne informere om foreningens planer for de kommende 5 år – aflevere årets tilskud på 3.000 $ til micro credit projekter og overrække et officielt brev fra borgmester Hans Ejner Bertelsen og 2. viceborgmester og ambassadør for venskabsbyerne Viggo Vangsgaard.

Efterfølgende var der møde hos District- og Regional Commissioner, der også har kontor i Bukoba.

 

Desværre står containeren stadig i havnen i Dar Es Salaam pga. det store bureaukrati, der følger med, når man modtager varer fra udlandet – også selvom det er gaver. Under vores besøg var der 2 helligdage (bank holiday) pga. slutningen på ramadanen , og alle offentlige kontorer var derfor lukkede. Dette forsinkede processen yderligere.

Vi er næsten dagligt i forbindelse med shippingfirmaets agent, og der er håb om, at den bliver sendt afsted med lastbil fra Dar es Salaam til Bukoba en af de nærmeste dage.

Det var naturligvis ærgerligt, den ikke kom, mens vi var der, men besøget var på ingen måde spildt. Der var rigeligt at se til både for os bestyrelsesmedlemmer med opfølgning på tidligere og nuværende projekter, og for Flemming Laulund, der tilså og reparerede tidligere fremsendt hospitalsudstyr og fik aftalt installation af det kommende udstyr med et hold hospitalsteknikere, der er ansat af den evangeliske kirke, og som kan benyttes af alle hospitaler og klinikker.

 

For første gang besøgte vi en lille klinik tæt på grænsen til Uganda. Trods de meget dårlige vilkår, klinikken rådede over, var alt pænt og rent. Lægen, der var tilknyttet klinikken, boede ved siden af og stod altid til rådighed for patienterne. Han gør meget ud af at undervise sine patienter i, hvordan man kan undgå visse sygdomme.  Han var den læge, der opdagede de første AIDS tilfælde i Tanzania og vidste i starten ikke, hvilken farlig sygdom, han havde med at gøre, eller hvordan han skulle behandle patienterne. Nu bliver alle gravide testet og behandlet, så alle nyfødte undgår at blive smittet.

 

Der var mange andre positive oplevelser, som vi gerne bringer videre.

 

Bl.a. besøgte vi Uyacho Children Center, der sidste år i september blev hårdt medtaget i forbindelse med jordskælvet. Centret har fået stor støtte via midler indsamlet på Mors og af tidligere volontører men også af en tyrkisk organisation, så de nu har nye flotte sovesale og baderum. For første gang har hvert barn nu sin egen seng, og centret har fået rigtige baderum og toiletter. Vi mødte stor taknemmelighed for den hurtige hjælp, de fik fra Danmark.

Skolemøblerne er ødelagte af vandmasserne, der kom i kølvandet på jordskælvet;  men der kommer heldigvis nye med containeren. Skolestuen trænger meget til fornyelse – hvilket bliver det næste der tages fat på

 

 

Og en sovesal til de mindste



En anden positiv oplevelse var besøget på Mugeza Mseto Primary School, som er kostskole for handicappede og albino børn. Som det er mange bekendt, er albinoer ofte jaget pga. et rygte om, at der kan laves medicin af knogler fra albinoer. For at beskytte albinobørnene bliver de derfor som helt små sendt på kostskoler, hvor de bor med pigtråd omkring, så forbrydere ikke kan trænge ind og lemlæste eller stjæle børnene.

Heldigvis får børnene mad – og de små maver kan rumme enorme portioner, som det fremgår af billedet.

 

Et sådant center ligger udenfor Bukoba, og Nykøbing Mors Rotary Club har doneret fondsmidler på kr. 260.000 til inventar til nye sovesale og baderum, der er under opførelse.

Disse ting blev indviet under musik og dans, og det var dejligt at se børnene danse med. Med på turen havde vi et parti solcreme doneret af Derma. Efterfølgende har Derma sendt os et større parti solcreme, der bliver afleveret snarest muligt i Bukoba. Vi kunne desuden overrække en pengegave på

$ 1.462 og et digitalt camera fra firmaet Nü by Staff i Randers samt et stort parti slag /nederdele doneret af en privat giver.

 

 

Under processen med byggeriet har der været god kontakt mellem Nykøbing Mors Rotary Club og Bukoba Rotary Club. Delegationen var desuden inviteret med til præsidentoverdragelse i Bukoba Rotary Club.

Alle børnene har taget de nye slag / nederdele på

Nye senge og madrasser til Mugeza Mseto Primary School

Derma Solcreme til albinobørnene

 

 

 

Penge og digital camera fra Nü by Staff

 

Micro Credit Projektet har Morsø U-Landsforening nu støttet i 10 år med $ 3.000 om året. Vi havde bedt om et besøg hos et af de ældre projekter og hos et af de nye. Vi besøgte derfor et tømrerværksted, der bl.a. producerer møbler, døre og vinduer. Værkstedet blev startet i 2014 med et lån på kr. 3.400 og et nyt lån i 2015 på kr. 9.000. Lånene er nu betalt tilbage, og tømreren har siden uddannet 4 unge mænd, der selv har startet et værksted.

 

 

 

Det nye projekt var en kvindegruppe, der i år har fået et lån på kr. 6.200. Gruppen startede marts 2016 med at producere sæbe og strikke skoletrøjer. I år har de udvidet produktionen til også at omfatte produktion af altervin, batikarbejde og knytte tæpper og kurve. Indtægterne ved salget hjælper kvinderne til at kunne betale skolepenge for deres børn.

Nu er børnene trygge i de nye sovesale. Et barn i hver seng og nye madrasser, gitter for vinduerne

I perioden 15. august til 17. september får vi besøg af Erasto Kishula, som er leder af Kagera Youth Group. Gruppen hjælper unge, der enten ikke har råd til de dyre skoler, eller som ikke klarede sig så godt til eksamen, så de kunne blive optaget på de anerkendte skoler.

 

Hos Kagera Youth Group bliver man undervist i praktiske fag så som håndværkerfag, skrædderarbejde, kontor- og hotelfaget. Der er også mulighed for undervisning i boglige fag.

 

Erasto Kishulas skole har et samarbejde med Morsø Produktionsskole, hvor han skal opholde sig de første 2 uger og hjælpe med forberedelserne til Kulturmødet. Derefter skal han på gæsteoptræden bl.a. på Morsø Gymnasium og Galtrup Efterskole og på besøg på andre uddannelsesinstitutioner.

 

Der bliver også lejlighed til, at vore medlemmer kan møde Erasto Kishula og høre om hans arbejde i Bukoba ved et åbent arrangement i Frivilligcentret 31. august kl. 19.00.

 

 

Den sidste dag i Bukoba var reserveret til indkøb af lokale varer, der nu kan købes af interesserede – bl.a. håndlavede smykker, knyttede kurve og tasker samt figurer af ibenholt eller fedtsten.

Ved interesse om køb kontaktes foreningen.

Se yderligere oplysninger på vores hjemmeside og facebookside.

 

 

 

 

På vegne af delegationen

Anne Mette Schrader